Møllevangen 10B, Sørup, DK-3480 Fredensborg +45 2929 3000
I nogle tilfælde er der tale om emner, som vi af fortrolighedshensyn ikke kan dele med hvem som helst. Eller emner, som vi for ikke at tabe ansigt, er forsigtige med at udstille vores manglende viden om. Men vi har vel alle en gang i mellem brug for at ”jagte appelsinerne” med en ”vild tur i gardinerne”, stille de ”dumme” spørgsmål og få de ”rigtige” svar af nogen, som har prøvet det før, måske i en anden branche, eller som kan hjælpe os til selv at finde de rigtige svar.
Det kan også være sundt at blive udfordret på, om vi har styr på de rigtige prioriteter, har truffet de nødvendige men svære fravalg, og om vi holder os på sporet og får tingene fuldført. Eller måske vi har brug for at udvikle vores personlige chef- og lederstil. Brug for nogen, som kan give os det, som vores ellers så gode bestyrelsesformand, chef, kolleger, netværkskontakter eller partner på hjemmefronten ikke kan levere. Ligesom for Palle alene i verden, så går livet trods alt bedre, når der er nogen at ”lege” med.
Executive coaching
Det kunne fx være en executive coach, som kan være toplederens usynlige hånd på rattet – en fortrolig person, som ikke ”forstyrrer” toplederens image, men blot er med ”bag gardinerne”. Som CEO i TDC Mobil brugte jeg selv ekstern coaching, én coach på management og én på leadership, fordi de to roller er så forskellige - chefskabet der handler om tørre tal og kolde fakta, og lederskabet om mennesker og følelser. Sammen sikrede vi alle tre den rette balance mellem mine management og leadership indsatser, som det ellers kunne være svært at finde tid til i en travl hverdag, hvor det oftest var de tørre tal som talte.
Heldigvis er der nu også kommet fakta på gaden om emnet. Executive Coach Barometer 2016 (AS3 Executive) har sat fokus på danske private og offentlige toplederes brug af coaching. Undersøgelsen viser, at hele 61% af 106 topledere har anvendt en ekstern coach indenfor de seneste to år. Alle ledere har jo på den ene eller anden måde en chef, men alle ledere nyder altså ikke den luksus at have en ekstern coach, som fri af magtforholdet kan tage objektivt imod og spille kreativt tilbage, uden at have noget i klemme - så hvorfor ikke flere?
Af de 39% som ikke havde anvendt executive coaching svarede knap halvdelen, at de ikke mente at have behovet - måske ikke endnu? Nogle leder endnu efter den rigtige coach (7%), og andre 7% svarede, at de ikke kender til mulighederne.
Derfor har jeg fattet pennen og giver her nogle bud på overvejelser, som du kan gøre dig, hvis du går med tanker om at få din egen coach ombord.
Hyldevare eller skræddersyet
Skal du gå efter hyldevarer, eller et sparringsforløb, som bliver skræddersyet til dine konkrete behov baseret på enten coaching, mentoring eller et mix af begge? Men hør hov, kan man nu begge dele på samme tid? Fagprofessionelle hævder ofte, at coaching og mentoring som discipliner bør holdes strikt adskilt.
Min korte udgave af forskellen mellem coaching og mentoring er, at coachen træner dig til selv at finde svar og løsninger, mens mentoren oplærer dig via erfaringsbaserede svar og løsninger. Faktisk viser Executive Coach Barometer 2016 (AS3 Executive), at topledere netop mixer begreberne, når de i forhold til deres ”coaching” forventninger også ønsker sparring (77%) og rådgivning (50%), og gerne af en person med egen erfaring (81%) og viden om temaet (77%). De ønsker altså begge dele.
Som executive advisor har jeg gode erfaringer med at skræddersy forløb og fungere som coach og mentor på samme tid - men det kræver godt styr på metoderne og en klar forventningsafstemning på forhånd med primært fokus på udbytte, og sekundært om det er den ene elleranden metode.
Nyt menneske eller bedre resultater
Kært barn mange navne, eller måske i virkeligheden forskellige børn samme navn. Forvirringen er udbredt, da der er sagt og skrevet meget om coaching og mentoring, både privat- og jobmæssigt. Coaching og mentoring i min kontekst er nok, hvad jeg vil kalde "business coaching og mentoring". Det er ikke et predefineret og psykologisk funderet udviklingsprogram fra A til B, hvor du kommer ud som et nyt og helt menneske på denne anden side – om end det absolut også kan have sit gode formål. Det er derimod kortere eller længerevarende forløb, som på den ene eller anden måde klæder dig på til at præstere bedre i jobbet – at du måske så samtidig også bliver mere tilfreds med livet er blot en positiv bivirkning.
Executive Coach Barometer 2016 (AS3 Executive) viser faktisk også, at næsten 2/3 af toplederne ikke lægger vægt på, at coachen har en erhvervspsykologisk uddannelse, men derimod fx egen topledererfaring (81%) og evnen til at give feedback (88%).
Coaching
Et coaching forløb er kendetegnet ved et ”træner og spiller ” forhold mellem coach og coachee - det er altså "træning". Det handler typisk om en helt konkret kortsigtet opgave, som skal øves eller løses på en ny måde gennem både faglig og personlig kompetenceudvikling. Coachen stiller strukturerede spørgsmål, så du selv kan finde svarene og løsningen på opgaven. Målene med forløbet defineres i fællesskab, og coachen tager ansvar for processen, mens du selv tager ansvar for din udvikling og resultatet.
Coaching kan du fx bruge til at øve dig til et strategi- eller kickoff møde, eller til den svære medarbejdersamtale, det svære bestyrelsesmøde, hjælp til løsning af den gordiske knude, som har plaget dig alt for længe. Med tanke på den dynamik og krav til hurtige omstillinger, som præger toplederens hverdag, så kan en executive coach netop være genvejen til at accelerere dine forandringstiltag.
Mentoring
Et mentorforløb er kendetegnet ved et ”læremester og elev” forhold mellem mentor og mentee - det er altså "uddannelse". Her handler det typisk om et længerevarende kompetenceudviklingsforløb af både faglig og personlig karakter. Et mentorforløb er i modsætning til et coaching forløb kendetegnet ved, at du som mentee selv sætter målene og selv bærer ansvaret for, at der sker noget i processen. Du stiller selv spørgsmålene, og mentoren giver gode råd, inspirerer og deler ud af sine erfaringer.
Mentoring kan du fx bruge til at blive klogere under opstart i en ny stilling eller virksomhed. Eller støtte til din langsigtede personlige udvikling og forretningsmæssige resultater. Når det har lykkedes dig at opbygge en stærk mentor relation, så kan det selvfølgelig også være helt kortsigtet, når du blot har brug for et svar, lidt lige som at ”ringe til en ven i hvem vil være millionær”.
Regelmæssige møder og hjemmearbejde
Begge forløbstyper kan typisk være én til én møder af 1-3 timers varighed. Coaching on-off efter behov, mens mentoring er en længerevarende relation - måske endda for hele din karriere. Det gode udbytte kræver gensidig forberedelse, suppleret med dit eget hjemmearbejde mellem møderne. Trods alskens digitale kommunikationsplatforme som Skype og interaktive online uddannelser, så er det min erfaring, at de hurtigste og bedste resultater opnås ved fysiske møder i uforstyrrede omgivelser. Executive Coach Barometer 2016 (AS3 Executive) viser da også, at ca. 80% kun i nogen eller lav grad finder elektronisk executive coaching velegnet. Reserver og prioriter derfor tiden i din travle kalender – det er ikke venstrehåndsarbejde.
Udbytte som hurtigt kan vise sig at være alle pengene værd
Opstil dine egne succeskriterier og vurder om det er både din tid og penge værd, fx målt ved:
Executive coaching og mentoring er mere end bare venne- og netværkstjenester. En executive coach og mentor stiller sin tid og værdifulde erfaringer til rådighed for dig, og det koster, men det behøver ikke at koste en formue. Gå eventuelt efter nogen, som ikke låser dig til et længerevarende forløb, men som tilbyder pay-as-you go, så kan du jo prøve dig frem jf. dine egne succeskriterier.
Jeg kan kun opfordre dig til at turde kaste dig ud i at prøve en executive coach/mentor, mange har gjort det før dig med succes. Som sagt har jeg prøvet det på egen krop i min tid som CEO, og oplevede at det var rart at have nogle usynlige hjælpende hænder på rattet.
Som aktiv coach/mentor i dag, synes jeg det er en fornøjelse at se den synergi der kan opstå, og hvordan ”de vilde ture i gardinerne” eller "fordybelsen i at blive klogere" kan bringes i gulvhøjde og føres succesfuldt ud i livet af lederen selv.
Held og lykke med dine egne overvejelser og jagten på en coach/mentor, som matcher netop dig.
Mads Middelboe
Executive Advisor & CEO
Leadmore ®
Illustrationer fra: Sigsgaard og Ungermann, "Palle alene i verden", Gyldendahl 1942.
When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.
By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.leadmore.dk/